Mission

Min mission er kort fortalt; at gå København rundt. Det vil jeg gøre ved at gå rundt i samtlige gader i hele Københavns kommune.

Historien bag

I slutningen af 2016 flyttede jeg til Vesterbro, og efter at have boede der nogle måneder fandt jeg ud af, hvor lidt jeg egentligt kendte min nye bydel. Derfor besluttede jeg mig for at udforske området, men hvordan gjorde jeg det bedst? Efter at have kigget på et kort over Vesterbro og tænkt over mine muligheder, kom jeg til den konklusion, at jeg simpelthen kom tættest på ved at starte fra en ende af og tage én gade ad gangen.

Efter 17,5 timer, fordelt over seks omgange og 72 kilometer, lykkedes det mig at gå hele Vesterbro rundt. Det var virkelig en øjenåbner og en større oplevelse, end jeg havde forventet. Hvor jeg mødte alt fra nonner til narkomaner, og så steder, som jeg aldrig havde set eller hørt om før. Min personlige nysgerrighed og muligheden for at få flere lignende oplevelser gjorde, at jeg tænkte “Hvorfor stoppe nu?” Derfor besluttede jeg mig for at gå hele København rundt - én gade af gangen.

Rammer

Hovedformålet er at se København og have det sjovt, mens jeg gør det. Derfor har jeg lavet nogle rammer for min mission, som ser således ud:

  • Jeg skal have betrådt eller krydset alle navngivne gader som til dags dato ligger inden for Københavns kommune (inklusiv Frederiksberg).

  • Jeg går kun steder hen, hvor jeg kun på lovlig vis kan skaffe mig adgang. Ydermere betræder jeg ikke områder, hvor vejen er afspærret/lukket pga. af byggeri eller lignende.

  • Jeg går ikke ind i haveforeninger/kolonihaver, da flere har lukket om vinteren og mange har permanent lukket for uvedkommende, pga. indbrud.

  • Hvis jeg ved en fejl overser en gade, eller det ikke er muligt at betræde den på den pågældende dag, så er det ok, hvis bare jeg har været indenfor 100 meter af den.